Bliv en del af bestyrelsen – vi har brug for dig! 

Kom til generalforsamling den 19. marts kl 18.00

Vi byder alle velkommen til vores kommende generalforsamling og håber at se mange, der har lyst til at være en del af fællesskabet – måske endda som en del af bestyrelsen. Vi sørger selvfølgelig også for lidt at spise. Ikast KFUM Håndbold er en klub i vækst, og for at sikre, at vi fortsat kan tilbyde et stærkt fællesskab og gode oplevelser på og uden for banen, har vi brug for flere kræfter i bestyrelsen.

Lige nu søger vi 6-7 nye medlemmer, så vi kan fordele opgaverne bedre og gøre arbejdet mere overkommeligt for alle. Vi har vores sportslige konsulent med i mindst ét år mere, men for at skabe en velfungerende og stærk bestyrelse, vil vi gerne være 10-11 medlemmer i alt (Der er 4 der fortsætter i bestyrelsen) 

Hvem kan være med?

Du behøver ikke have erfaring med håndbold – vi har brug for mange forskellige kompetencer! Så hvad enten du er god til planlægning, økonomi, sociale medier, sponsorarbejde, eventkoordinering eller noget helt andet, er der plads til dig. Man behøver ikke kunne det hele, men jo flere forskellige kompetencer vi har i bestyrelsen, desto bedre kan vi drive klubben! 

Er du nysgerrig, men i tvivl om, hvad det indebærer at være med i bestyrelsen? Der er altid plads til spørgsmål, og vi fortæller gerne mere om, hvordan du kan bidrage – helt uden forpligtelser.

Tilmeld dig på facebook eller send en mail til formand@ikastkfum.dk

Dagsorden for generalforsamlingen:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Formandens og evt. udvalgs beretning for det forgangne år til godkendelse
  3. Forelæggelse af det reviderede regnskab og budget til godkendelse
  4. Indkomne forslag, herunder forslag til vedtægtsændringer (skal sendes skriftligt senest 8 dage før til formand@ikastkfum.dk)
  5. Fastsættelse af antallet af bestyrelsesmedlemmer
  6. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
  7. Valg af revisor og revisorsuppleant
  8. Eventuelt

Har du spørgsmål, eller vil du høre mere om bestyrelsesarbejdet? Kontakt os gerne – vi tager gerne en snak om, hvad det vil sige at være med, og hvordan du kan bidrage. 

Vi glæder os til at se dig til generalforsamling den 19. marts 2025

Tilmeld dig på facebook eller send en mail til formand@ikastkfum.dk

Med venlig hilsen

Bestyrelsen